Om mig

Jeg er uddannet professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i sundhedsfremme og forebyggelse.

Tidligere har jeg arbejdet på en folkeskole, hvor jeg med udgangspunkt i et stærkt relationsarbejde og en anerkendende pædagogisk tilgang har arbejdet med sundhed, madmod og madglæde i forhold til børns spisevaner.

Jeg arbejder sundhedspædagogisk og fokuserer på den enkeltes livssituation med henblik på at styrke sundhed, trivsel og mestring. Alle forløb tilpasses den enkelte med udgangspunkt i egne ønsker og behov. Hvad vil du gerne opnå – hvad vil give mening for dig?

Som kostvejleder arbejder jeg helhedsorienteret og tilbyder et alternativ til slankekure og restriktive kostplaner. Forskellige teorier og metoder vil supplere hinanden, da det er sjældent, at en enkelt metode er løsningen på alle problemer i relation til kostomlægning, mad- og måltidsvaner.

Du er hovedpersonen og deltager aktivt med egne ønsker og forslag til ændringer. Det betyder at restriktioner og uhensigtsmæssig selvkontrol ikke er en del af kostvejledningen hos mig. Derimod søger vi sammen mod nye realistiske mad- og måltidsvaner, som giver mening i din hverdag. En kostplan vil aldrig stå alene.